Sidste nyt om fjernvarme til Aarup og landsbyer januar 2024 - Nyt om lejeordning

22. januar 2024

Sidste nyt om fjernvarme til Aarup og landsbyer - Nyt om lejeordning

VVS-arbejde og fjernvarmeunits har været i udbud

Vi har i efteråret 2023 haft VVS-arbejdet i lovpligtigt EU-udbud, og vi er glade for at kunne fortælle, at vi netop har indgået aftale med VVS Søberg. Det bliver således VVS Søberg, som skal ombygge dine indvendige varmeinstallationer til fjernvarme, hvis du har valgt vores lejeordning.

VVS Søberg er en landsdækkende VVS-virksomhed med hovedkontor i Vojens. De har stor erfaring fra tilsvarende fjernvarmeprojekter i bl.a. Middelfart.

Levering af fjernvarmeunits har også været i udbud, og den entreprise blev vundet af Danfoss Redan.

Priser på lejeordning fastholdes

De udmeldte priser for lejeordning har indtil nu været foreløbige priser baseret på erfaringspriser i lignende projekter. Med de indgåede aftaler om VVS-arbejde og levering af fjernvarmeunits kan vi fastholde de udmeldte priser:

  • Ordning 1: Varmtvandsveksler med direkte forsyning – 185 kr. pr. måned (2.220 kr. årligt)
  • Ordning 2: Fjernvarmeunit med direkte forsyning – 230 kr. pr. måned (2.760 kr. årligt)
  • Ordning 3: Fjernvarmeunit med indirekte forsyning – 300 kr. pr. måned (3.600 kr. årligt)

Vi kommer på besøg på alle adresser inden fjernvarmen installeres, hvor vi bl.a. aftaler, hvilken ordning der er behov for i din bolig. Hvis du allerede har haft besøg af os og er i tvivl om, hvilken ordning du skal have, så kan du se det i din installationsaftale.

Du kan læse mere om lejeordningen her.